DANVA arbejder for at synliggøre, at fremtidens regnvandshåndtering LAR skal løses i et samarbejde mellem flere parter. Grundejerne har et ansvar og mange muligheder for lokal afledning af regnvand.
Projektbeskrivelse
DANVA har som grundejer og bygherre selv etableret LAR-løsninger. Regnvandshåndteringen omkring Vandhuset demonstrerer en række attraktive løsninger, som både kan inspirere andre grundejere med eksisterende løsninger og inspirere til nytænkning og teknologiudvikling.
I valget af løsninger har vi vægtet, at vise synligt og strømmende vand.
Bassin
Stilrent tilbageholdelsesbassin foran huset. Regnvandet fra taget opsamles og tilbageholdes, hvorefter det ledes videre til regnkanal via reduceret afløb. Bassinet er anlagt for at bremse regnvandet og derfor er der ikke et permanent vandspejl i bassinet. Bassinet forventes at løbe ”tør” indenfor et døgn efter regnvejr.
Regnbede
Langs med huset er der etableret 4 vandbede anlagt som terrasser ala rismarker. Vandet fra taget løber igennem bedene, som bliver beplantet med vandtålende planter. Bedene er etableret med en speciel supermuld, som har en struktur, der er effektiv drænende. Det betyder, at ved regn bliver bedene fyldt med vand, men efter 1-2 døgn er jorden drænet og mulden ødelægges derfor ikke. I bunden af bedene er der et lille vandreservoir opbygget i et sandlag, som planterne kan trække på i tørre perioder.
Permeabel belægning
Den øverste parkeringsplads med 10 P-pladser er etableret med permeabel belægning, hvor regnvandet kan sive igennem belægningen og ned i bærelaget. Bærelaget har en speciel sammensætning, der gør det meget vandafledende. I bærelaget er der indbygget et drænrør, der opsamler regnvandet og leder det videre til en vandrende på P-pladsen nedenfor. Infiltreringen igennem belægning og sandlaget filtrerer regnvandet og har således en vis rensende effekt.
P-pladsen ovenfor søen er etableret med sidefald ned mod søen. Inden regnen løber i søen, er der etableret en græsbramme, der opfanger sand og partiklen.
Vandrender
Indkørslen er etableret med sidefald og enkle vandrender, der leder vandet synligt og strømmende videre til regnsøen.
Regnvandssø
Alt vand fra ovenstående elementer løber til regnsøen. Søen er etableret med permanent vandspejl, men med en buffereffekt, således vandstanden kan stige 20 cm for herefter at faldes til almindeligt niveau indenfor 1-2 døgn. Søen fungerer som sedimentations-bassin inden vandet ledes til faskinen.
Faskine
Der er etableret en faskine, der nedsiver vandet fra regnsøen samt fra enkelte alm. regnvandsriste.
Opstuvning på P-plads
Den nederste parkeringsplads er opbygget som et bassinanlæg med styret afløb. Hvis regnmængden overstiger et defineret afløbsflow, som kunne være et krav fra myndigheden, vil vandet stige op på parkeringspladsen, hvorefter det kan udledes med det ønskede flow til kloakken.
Grønt tag
På affalds- og redskabsskuret er der etableret et grønt tag, der opsuger og/eller bremser regnen inden det løber videre til kloakken.